GO NORDIC MAGAZINE

Den fransk-finske kunstner Elina Bry lytter til myrer, træer og vand for at bearbejde vor tids klimasorg. Men hendes arbejde er også en personlig undersøgelse af identitet – og følelsen af at være splittet mellem to kulturer og altid føle sig en  smule ”halv”.

En lille pige står i vandkanten ved Ii, nord for Oulu. Hun er kommet til en sauna- og svømmesession med sin mor og bedstemor. Da hun får høretelefoner på, kan hun pludselig høre sine egne fødder plaske under overfladen.

Måske hører fiskene det også, tænker hun.

For Elina Bry es det netop dér, noget begynder: i det øjeblik et barn opdager, at verden ikke slutter ved hendes egen krop. Under vandet findes andre lyde, andre liv og andre rytmer. De har hele tiden været der. Vi har bare ikke lyttet.

Bry er kunstner, arbejder med lyd, film, performance og deltagende kunstprojekter. I en residency i Ii har hun mødt lokale mennesker gennem gåture, svømning, sang og samtaler. Hun har stukket mikrofoner ned i myretuer, lagt dem mod træer og sænket hydrofoner ned i vandet.

Elina understreger, at hun ikke er interesseret i at forklare klimakrisen med flere kurver, flere katastrofebilleder eller flere formaninger.

“Min rolle som kunstner er ikke at give information,” siger hun. “Det er at få folk til at genforbinde sig med deres sanser.”

Det er en beskeden formulering for et stort projekt. For Bry handler forbindelsen til naturen ikke kun om at gå en tur i skoven og se på noget smukt. Naturen er ikke et postkort. Den er jord, fugt, rødder, henfald, insekter, vand og bevægelser, der fortsat kører, når mennesket vender ryggen til.

Vi ser blomsterne, siger hun, men glemmer ofte jorden nedenunder.

Splittet mellem sprog: Hjemme, men alligevel fremmed

Elina Bry er fransk-finsk, opvokset i Frankrig og bosat i Skotland, hvor hun har levet i ti år. Hun arbejder på fransk, engelsk og finsk, og hvert sprog åbner noget forskelligt.

Finsk er hendes mors sprog. Derfor kalder hun det sit modersmål, selv om fransk er det sprog, hun taler stærkst. Det er ikke kun et spørgsmål om at være flydende, siger hun. Et modersmål er også minder, stemninger, familierelationer og den verden, man voksede op i.

At vende tilbage til Finland for at arbejde som kunstner har derfor gjort hende sårbar.

Hun er vant til at arbejde professionelt på engelsk. På finsk har hun oftest talt med familie og venner. Nu skal hun bruge sproget i workshops, møder og kunstneriske samtaler med mennesker, hun gerne vil nå tæt på. Det kan føles, som om stemmen ikke helt rækker.

Men netop den usikkerhed er også en part af hendes metode. Bry tror på, at sårbarhed kan skabe forbindelse. Når man tør vise, at man ikke har alle ordene eller svarene, kan andre måske lettere dele deres egne erfaringer.

Hun har selv brugt meget af sit tidligere kunstneriske arbejde på at forstå sin identitet. Ikke for at gøre kunsten til en fortælling om hende selv, men fordi det personlige kan være en dør ind til noget fælles.

At være halvt finsk og halvt fransk har betydet, at hun ofte har følt sig både hjemme og på besøg. Ikke helt udenfor, men heller ikke helt indenfor.

Det er en erfaring, mange kender. Den findes hos mennesker med flere sprog, flere hjemlande eller flere kulturer i familien. Den findes også i de relationer, der opstår, når forældre taler med hinanden på et sprog, som ikke er deres stærkeste. Identitet er ikke bare noget, man kan sætte kryds ved i et pas. Den lever i kroppen, i udtalen og i de små ting, man forstår uden at kunne forklare hvorfor.

Oulu som kulturel oversætter

Bry kom til det nordlige Finland gennem Photo Norths Adaptation-projekt, en del af Oulu 2026-programmet. Her undersøger hun, hvordan mennesker og natur reagerer på en tid præget af klimaforandringer og klimaangst. Oulu beskrives ofte som en by i den finske periferi. Bry ser den anderledes.

For hende ligger Oulu ikke bare i udkanten, men i et særligt krydsfelt. Byen forbinder det sydlige Finland med den nordlige del af landet. Den ligger tæt på Sverige og Norge, ved havet og i et landskab, hvor årstidernes skiften stadig mærkes tydeligt. Oulu kan blive en slags oversætter, mener hun. Mellem nord og syd. Mellem by og land. Mellem lokale erfaringer og de store, globale spørgsmål om klima, transport og tilpasning.

Samtidig spiller Elina Brys egen identitet som fransk-finsk, bosat i Skotland, ind i hendes kunstneriske blik. Det at arbejde på tre sprog – og at turde bruge finsk i en professionel og sårbar kontekst – spejler Oulus rolle som kulturel oversætter.

Det at være bikulturel og tale flere sprog giver en særlig evne til at tilpasse sig og bygge broer mellem mennesker. Det handler i sidste ende om lokal retfærdighed og om at skabe et fællesskab, der rækker langt ud over grænserne.

Det er måske netop sådanne steder, der kan hjælpe os med at forstå, at klimakrisen aldrig opleves ens. Det, der giver mening i en storby i syd, giver ikke nødvendigvis mening i et landskab med lange vintre, store afstande og tætte forbindelser til hav, skov og grænselande.

For danske læsere er det en genkendelig tanke. Også Danmark rummer spændinger mellem centrum og periferi, mellem by og land, mellem dem, der sætter retningen, og dem, der mærker konsekvenserne først.

Kroppen som et foranderligt landskab

Bry taler om naturen, som om den har et indre liv — ikke fordi hun vil gøre den menneskelig, men fordi hun vil gøre mennesket mindre selvoptaget.

Hun lever selv med kroniske lidelser og medfødte hjerteproblemer. Det hat gjort hende opmærksom på kroppens skiftende tilstande: smerte, træthed, uro og de perioder, hvor kropen pludselig kræver mere opmærksomhed end planlagt. Den erfaring har påvirket hendes kunst.

Hun forsøger at oversætte kroppens smerter til Jordens smerter. Ikke som en enkel metafor, hvor kloden bliver et sygt menneske, men som en invitation til at tage forandringer alvorligt. Kroppen er ikke konstant. Den har perioder med forværring og lindring. Den skal lyttes til, forstås og passes på. Måske gælder noget lignende for landskaberne omkring os.

Bry arbejder med begrebet solastalgia: den smerte eller uro, man kan føle, når ens hjemlige omgivelser forandres, mens man stadig bor i dem. Det er ikke almindelig nostalgi, hvor man længes efter et sted, man har forladt. Det er følelsen af at blive i sit hjem, mens det langsomt bliver fremmed.

Klimaangst kan være abstrakt. Solastalgia er konkret. Den findes i den vinter, der ikke længere føles som vinter. I skoven, der fældes. I vandet, der forandrer sig. I bevidstheden om, at noget, man elsker, ikke nødvendigvis forbliver, som det var.

Men Bry vil ikke lade sorgen blive til handlingslammelse.

Vi kan ikke romantisere naturen, som vi gjorde før. Vi må arbejde med det, vi har her og nu.

Myrerne, træerne og det rindende vand

En mikrofon i en myretue giver adgang til en verden, de færreste mennesker har hørt. Lyden er høj og tæt. Der er bevægelse, små stød og et liv, der ikke ligner menneskets. Bry is optaget af myrerne, fordi de ikke handler som enkeltindivider. Når en myre er skadet, kommer andre til. De løfter den og bærer den videre.

Det er ikke, fordi mennesker skal efterligne myrer. Men de kan minde os om, at tilpasning ikke altid er et individuelt projekt. At overleve handler også om fællesskab.

I et andet arbejde har Bry lagt mikrofoner mod træer for at lytte til vandet, der bevæger sig op gennem stammen. Sammen med en forsker, som i årevis havde studeret et bestemt træ, lyttede hun til en lyd, der normalt ikke indgår i den videnskabelige beskrivelse.

Data kan fortælle os meget, siger Bry. Men lyd kan skabe en anden form for nærhed. Et træ er ikke bare et objekt. Det er heller ikke bare uma ressource. Det er uma organisme med egne bevægelser, kredsløb og tidsrum.

Naturen er ikke til for os, siger hun. Den er bare. Og vi er en del af den.

Det er en enkel sætning, men den går imod en gammel vane. Vi ser ofte naturen som noget, der skal bruges, beskyttes, beundres eller forvaltes. Bry forsøger i stedet at skabe situationer, hvor mennesker mærker, at de selv indgår i noget større. Som barnet ved vandet, der pludselig hører sine egne fødder under overfladen.

Bry kommer ikke med en færdig opskrift på, hvordan vi skal leve. Hun tilbyder noget andet: en pause. En chance for at lægge øret mod træet. At lytte til vandet. At huske, at under vores fødder findes en verden, som ikke holder op med at eksistere, bare fordi vi ikke kan høre den.

Måske begynder omsorg ikke med at forstå alting. Måske begynder den med at lytte.

FAQ: Ofte stillede spørgsmål om Elina Bry og Adaptation-projektet

Hvem er Elina Bry, og hvad er hendes kunstneriske baggrund?

Elina Bry er en fransk-finsk linse- og lydkunstner, der i dag er bosat og arbejder ud fra Skotland. Hendes kunstneriske virke undersøger krydsfeltet mellem menneskelig identitet, krop og klimatilpasning.

Hvad går “Adaptation”-projektet ud på under Oulu 2026?

Projektet er et internationalt residency-samarbejede mellem Street Level Photo Works i Glasgow, Photo North i Oulu og Kulturkauppila i Ii. Her inviteres kunstnere til at undersøge, hvordan det arktiske samfund tilpasser sig de igangværende miljøforandringer.

Hvor og hvornår vises Elina Brys værker i Finland?

Udstillingen, som skabes på baggrund af hendes workshops og feltarbejde i det nordlige Finland, vil blive vist i en stor udstillingssal på Oulu Kunstmuseum som en del af det officielle program for Europas Kulturhovedstad Oulu 2026.